søndag den 9. december 2007

Ting 12

Picasa

Har du af og til haft lyst til at rette op på skæve horisonter eller fjerne røde øjne på feriebillederne?

Det kan du gøre med det gratis program Picasa - som er rigtig nemt at bruge. Picasa supplerer Flickr på den måde at her kan du redigere og optimere billederne, inden du uploader dem til Flickr eller f.eks. udprinter dem.

1. Du skal begynde med at downloade Picasa. (Bemærk at du måske skal klikke på en gul linie under menulinierne i browseren og her bede om installation af et Active-X object for at programmet downloades).

2. Klik derefter på "Run / Kør" 2 gange.

3. Herefter klikkes på "Accepter" og derefter "Installér" og til sidst "Afslut". Herefter starter Picasa efter et klik med at lede efter dine fotos på computeren.

Efter lidt tid ses alle de fotos Picasa har fundet. Vælg et billede som du ønsker at arbejde med, ved at dobbeltklikke på det. Herefter ses billedet i stort format med en række knapper i venstre side. Disse knapper bruges til billedbehandlingen. Der er enkle forklaringer til alle emnerne når du flytter musepilen hen over knapperne. Har du efter opgaverne lyst til at lege lidt mere med billeder i Picasa, giver de to andre faneblade flere muligheder.

Opgaver

Beskær et billede

1. Klik på knappen "Beskær".

2. Klik derefter på "Manuel".

3. Før musepilen ind over billedet til et punkt du ønsker som nyt hjørne i det beskårne billede. Hold venstre museknap nede og træk derefter musepilen diagonalt over billedet til du når det punkt du ønsker som det modstående hjørne og slip så musen.

4. Klik på "Anvend".

5. Gem derefter billedet under en andet navn ved klik på "Filer" (øverst) og "Gem som".

Ret en skæv horisont op

1. Find et billede med en horisont (helst skæv). Ellers fortsæt med det billede du er i gang med. Hvis du tager et nyt billede skal du huske at dobbeltklikke så du ser det i stort format. Klik så på knappen "Ret op".

2. Tag med musen fat i skyderen nederst og før den t.v. eller t.h. Når det ønskede resultat er nået klikkes på "Anvend".

3. Gem billedet under ændret navn.

Fjern røde øjne

1. Klik på knappen "Røde øjne". Følg den enkle vejledning der ligger under dette punkt.

2. Gem billedet under ændret navn.

Kontrast, farve og mørke områder

1. Klik på knappen "Automatisk kontrast". Læg mærke til hvad det forandrer i billedet. Bemærk at du nu kan klikke på knappen "Fortryd automatisk kontrast".

2. Prøv på samme måde med "Automatisk farve" - og skyderen "Oplys mørke områder".

Husk at gemme ændringerne under et nyt navn!

Udprintning af billeder

1. Klik på et af dine billeder sådan at det vises i stor størrelse.

2. Klik på knappen "Udskriv" nederst.

3. På siden der åbnes skal du vælge størrelse øverst t.v.

4. Klik på "Print" nederst t.h. Bemærk at det printklare billede kun vises i farver hvis du på forhånd har valgt en farveprinter (gøres øverst til venstre på siden under "Fil" og "Printer").


Tip 1: Har du ikke billeder på din pc der kan bruges til opgaverne kan du hurtigt finde nogle på nettet. Start i Google. Klik på "Billeder" lige over søgefeltet. Skriv på billedsøgesiden f.eks. "røde øjne", "fiskekutter" eller "skæv horisont". Vupti - og du har brugbare billeder! Når du ser et billede du ønsker at bruge, dobbeltklikker du på det. Hvis det vises i en passende størrelse højreklikker du på "Save picture as" (hvis det er for lille er det ikke sjovt at billedbehandle). Vælg herefter at lægge det på skrivebordet, så det er nemt at finde igen.

Tip 2: Bevar altid originalen når du arbejder med billeder. Det kan f.eks. gøres ved at give det nye navn en tilføjelse. Har du et billede fra dit kamera med f.eks. navnet "Img2008" - så tilføj f.eks. "_red" sådan at den nye version kommer til at hedde "Img2008_red". På den måde bevarer du sammenhængen mellem det originale billede og den nye version og du har samtidig angivet at billedet er redigeret. Laver du flere versioner kan du også tilføje et versionsnummer: "Img2008_red2.


Husk at skrive på din blog hvad du synes om Picasa!


Ekstra: Pixenate

Hvis du har fået blod på tanden kan du prøve at kigge på sitet pixenate.com hvor du kan uploade et billede og direkte i browseren fortage enkel billedbehandling.

Eksperter på ting 11 og 12: Kalle Weis-Fogh kawf@rudersdal.dk, tlf. 4611 5861, Marianne Ljungberg mlju@rudersdal.dk og Hans Erik Sørensen hs@ltk.dk tlf.: 4597 3753.

Ting 11

Flickr: Har du haft lyst til at kunne dele billeder fra familiefesten eller ferien med familien og vennerne lige med det samme?

Det kan man med billeddelingssitet flickr.com - og meget mere! Her kan man finde alt fra rystede partybilleder optaget med halvdårlige telefonkameraer, til billeder i høj kvalitet hvad både komposition og teknik angår. Du kan lægge billeder på sekunder efter at de er taget, og du kan kommentere dine egne og andres billeder så meget du vil.

Det at dele billeder på nettet har eksisteret siden 90'erne, men det er først efter at Flickr kom frem, at det er blevet den succes det er i dag. I løbet af det sidste år er Flickr blevet det hurtigst voksende billeddelingssite på nettet, og det er et af de første sites, der brugte "tags" (emneord) for at skabe sammenhæng mellem billederne og brugerne af sitet.

Prøv evt. at tage med på denne "Flickr learn more-tour" i Flickr's univers før du begynder.

Du kan også bare gå i gang. Det første du skal gøre at at lave en profil - oprette dig som bruger på Flickr.

1. Klik her på "Create your account". Flickr er en del af Yahoo-gruppen. Derfor skal du først oprette en Yahoo-konto som så bagefter let og hurtigt giver dig mulighed for at oprette dig som bruger af Flickr.

2. Klik på "Sign up" nederst i rammen til højre. Udfyld felterne på siden der popper op. Hvis du efter at have klikket på "Create my account" får en side op som ikke fortæller at din konto er parat - så kig siden efter for at se om du har glemt at udfylde nødvendige detaljer - eller at dit forslag til brugernavn måske allerede er optaget. Udfyld eller vælg nyt brugernavn - og prøv igen.

3. Klik på "Continue" når kontoen er oprettet. Skriv dit password - og klik efter at ny side et poppet op, på "Create New account". Herefter er du klar til at bruge Flickr.

Opgaver

Lav en søgning i Flickr efter billeder

1. Klik på "Home" (øverst t.v.). Skriv et ord i søgefeltet - f.eks. "landscapes".

2. Klik på et af billederne for at se det i en større størrelse.

3. Når du har et billede på skærmen i den store størrelse - så prøv at se på "tags" i højre side under midten. Her ses de emneord som billedet kan søges frem vha. Virker det bekendt? ;-)

4. Klik i højre side på "Nnnn Nnnnnn's Photostream" for at se flere fotos af samme fotograf.

Upload et billede til Flickr

1. Klik på "You" i øverste linie. Klik på "Upload" i linien "You" nederst på skærmen.

2. Klik på "Choose Photos". I dokumentmappens undermappe "Billeder" ligger nogle få billeder der følger med Windows. Har du ikke har andre kan du bruge et af dem.

3. Nu kan du tage stilling til om billedet skal være synligt for alle - eller det skal være privat. Klik under den store ramme i den box du ønsker: "Private" eller "Public".

4. Klik derefter på "Upload photos". Efter tekst "Finished" ses - kan der tilføjes emneord - tags og beskrivelse. Klik på "Describe your photos".

5. Klik herefter på "Save this batch". Derefter gemmes oplysningerne. Der kan gå nogle timer før du kan fremsøge billederne på de emneord du har tilføjet.....

6. Når du igen ser dit netop oploadede billede - dobbeltklik så på det. Nu ser du det i stor størrelse - med en række knapper m. tekst lige over billedkanten. Prøv at klikke på "Add note" (første t.v.). Træk og flyt med musen den lille ramme (kan gøres større ved træk i et hjørne) hen til et punkt hvor du ønsker en "mouse over" tekst. Skriv din tekst i tekstfeltet. Klik derefter på "Save". Nu vil beskueren ved at føre musen hen over det sted du valgte, se din tilføjede tekst.

Find en gruppe af fotografer med samme interesse

1. Klik på "Groups" i øverste linie. Skriv et ord i søgefeltet - f.eks. "landscapes". Her ser du titlen på en række grupper, hvor mange medlemmer, billeder og diskussioner der er i gruppen - og hvornår den er etableret.

2. Klik på gruppens titel og se på siden. Her har du mulighed for at "joine" gruppen hvis du er interesseret i det. I grupperne diskuterer og kommenterer man hinandens billeder.

3. Klik på et af billederne for at se hvilke kommentarer andre har lagt. Er der ingen kommentarer på det første billede du prøver - så forsøg med et andet.

Ekstra opgave: Organiser dine billeder

I Flickr kan man lave "Sets" - albums med billeder der har relation til hinanden. Har du adgang til et digitalkamera kan du prøve at uploade flere billeder og derefter lave et "set" af billeder med relation til hinanden. Husk at du kan tilføje titel, emneord og beskrivelse til det enkelte billede ved efter at overførslen er fuldført - at klikke på "Describe your photos".

Ekstra opgave: Prøv at sende et billede via e-mail eller fra kameraet

Du kan også uploade billeder direkte fra din mobiltelefon, hvis du har en nyere telefon med kamera. Klik på "Your account" nederst i linien "You". Klik herefter i linien "Personal information" på "Email". Klik så på "Create an upload-to-Flickr-email-adress". Nu ses lige under "Email your photos to this address" - den email-adresse hvortil du direkte fra din telefon - eller din pc - kan uploade billeder. Hvordan det i detaljer foregår, kommer an på hvilken telefon du har.

Husk at skrive på din blog om dine erfaringer med Flickr!

Ekstra: Se evt. på det danske billeddelingssite 23. Det har en forbilledlig enkel brugergrænseflade.