søndag den 3. februar 2008

Ting 19

Wikipedia

I denne uge skal det handle om wikier. En wiki er en hjemmeside, hvor alle kan redigere teksten. Det mest kendte eksempel er online-leksikonet Wikipedia som startede i 2001 og som rummer 7,5 millioner artikler fordelt på 253 sprog. Heraf er der ca. 64.000 artikler på dansk. Alle kan tilføje nye artikler, og det er let at rette og se tidligere versioner af sin side.

Du behøver ikke oprette en profil på Wikipedia for at kunne deltage, men det kan være en god idé fordi du med en profil får et godt overblik over hvad du har lavet på Wikipedia.


Du kan læse mere om wikier og Wikipedia i den danske udgave af Wikipedia. Vi kan anbefale artiklen "Kom hurtigt igang" og "Velkommen nybegynder".


Wikipedia er meget omdiskuteret, hvad angår kvalitetsspørgsmålet af indholdet. Men lige meget om man er tilhænger eller modstander af Wikipedia, er der en ting, der er helt sikkert: Wikipedia er meget synlig på nettet og bliver brugt af rigtig mange mennesker. Det er derfor et oplagt sted at synliggøre nogle af bibliotekernes mange ressourcer.


Øvelse 1: Opret en helt ny artikel eller tilføj nogle ekstra oplysninger eller rettelser til en artikel i Wikipedia.

Søg først på Wikipedia for at se om det du har tænkt dig at skrive om allerede er oprettet af andre.


Hvis det ikke allerede findes kan du bare gå i gang:

Hvis det allerede findes, skal du klikke på fanebladet "rediger" og herefter lave de tilføjelser til artiklen du synes mangler.



Bonusinformation
Hvis man printede Wikipedia ud ville den fylde 750 bind.

Ingen kommentarer: